Pædagogiske værdier på Rosenvænget

 

På Rosenvænget ønsker vi, at de unge skal føle sig værdifulde, anerkendte og ses som unikke personer. De unge mennesker har en enestående historie som har formet deres liv og adfærd. Vi møder de unge med respekt, empati og forståelse for de individuelle udfordringer, som de har.

I vores samarbejde med de unge forsøger vi, at se den enkelte unge hvor de er og give dem omsorg, så de får overskud til at tackle udfordringer. Vi arbejder med de individuelle problemstillinger, ved en aktiv deltagelse i deres liv. Vi tager fat i problemer og handler hurtigt på de udfordringer de unge møder.

På Rosenvænget ønsker vi, at medarbejderne og de unge skal være glade, at de skal føle sig anerkendte og respekterede og opleve sig som en del af et betydningsfuldt fællesskab.

Dette betyder, at medarbejderne og de unge møder hinanden med anerkendelse, respekt og med plads til forskelligheder, og personalet oplever faglige udfordringer og udvikling.

Vi er inspirerede af relationsarbejde, systemisk tænkning og narrativ pædagogik. Men vores største inspiration er de unge, den sunde fornuft og evnen til at rumme de problemstillinger den enkelte har.

 

Arbejdsmetoder

På Rosenvænget får den unge en overordnet plan for anbringelsen i samarbejde med den anbringende kommune. Planen angiver det endelige mål (uddannelse, arbejde, bolig), og delmål der skal opfyldes. Delmål vil være individuelle, men kan f.eks. være at passe uddannelse, få nogle ”sunde” fritidsinteresser eller tilegne sig nogle færdigheder der kan forbedre den enkeltes livskvalitet.

Den unge vil få en fast vejleder der rådgiver, instruerer og i samarbejde med den unge, holder fast i de mål, der skal nås. Hver 12. uge afholder den unge, vejlederen og lederen et møde hvor delmålene evalueres og justeres. Hvis den unge har opfyldt delmålene opstilles der nye, som kan medvirke til de overordnede mål nås.

Desuden har de unge mulighed for støttende samtaler med husets psykolog. I samtalerne deltager den unges vejleder for at støtte op og holde fast i indgåede aftaler. Psykologen giver desuden supervision og undervisning til medarbejderne.

I dagligdagen arbejder vi ud fra ideen om, at de skal blive selvhjulpne. Igennem samtale og nærvær prøver vi at påvirke de unge, så de når deres mål. Det kan ikke undgås, at de unge også bliver konfronteret med de ting, der er svære for dem. På Rosenvænget har vi klare forventninger til den unge. Der vil blive stillet krav og opsat normer for opholdet i huset. De aftaler den unge laver med personalet forventes overholdt.